|
|
|
Tour di Fiorano
|
Her kan du læse om og se billeder fra ture og arrangementer, Club di Fiorano har arrangeret eller været en del af.
|
Foredrag med Peter Nygaard 2009 (Marts 2009)
Lørdag, den 14. marts mødtes næsten 50 Club di Fiorano-medlemmer og gæster i Århus til et foredrag, som mange havde set frem til. Det var lykkedes Klaus at få Peter Nygaard til Århus og fortælle om sin lange ”karriere” i F1, hvor han har dækket mere end 350 Grand Prix både som journalist, fotograf og kommentator.
|
|
Vi mødtes på Diakonhøjskolen i Højbjerg, hvor der var indrettet et fint lokale med Ferrari-flag, billeder, store 1:8 Ferrari F1-modeller og 1:1 F1-dæk som kulisse. Udenfor indgangen var klubbens flotte bannere opsat, og Kaj og Bo havde parkeret deres 1:1 Ferrari ved indgangen. Et flot syn.
Vi startede dagen med masser af snak og en let frokost. Klaus havde masser af modelbiler med til salg, og der var en del, der fik en ny model med hjem. Omkring kl.13.00 ankom Peter Nygaard. Han opsatte en lille bod med masser af bøger og billeder, han selv har skrevet og taget - også hér blev der købt ind, og mange fik en autograf af forfatteren i den rigtig gode bog, han har skrevet om Ferrari i F1.
Til lejligheden var der udvalgt en masse billeder fra Formel 1, som blev vist frem på storskærm, og hvor Peter Nygaard fortalte en lille historie om hver enkelt. Ind imellem kunne alle stille spørgsmål, og alle blev svaret. Vi fik mange spændende insider-historier om F1 igennem årene. Om gode og dårlige oplevelser i F1, Nygaards møde med ”stjernerne”, fodboldkamp med Schumacher, præsentation af en Ferrari F1, hvor Bridgestone havde produceret pigdæk til F1’eren, der skulle agere pacecar i et gocart-løb på is. Om turen i januar i år, hvor Nygaard og konen var inviteret med på Ferraris årlige skiferie i Italien.
Der var mange gode historier, den ene bedre og mere interessant end den anden. Det var yderst interessant at høre om alle de historier bag facaden, vi ikke ser og hører i medierne - og hvilken hukommelse Nygaard har. Og det er ikke kun omkring Ferrari. Her taler vi om stort set alle teams og kørere, der har været repræsenteret i F1 gennem årene - meget imponerende. Med 350 Grand Prix igennem årene har Peter Nygaard taget tusindvis af flotte billeder, hvoraf vi naturligvis kun fik en brøkdel at se.
Efter et par timers foredrag og historier, fik Peter velfortjente klapsalver fra forsamlingen - og som yderligere tak blev en 1:18-model af Kimi Räikönnens F2007 overrakt ham af præsident Bo.
Og så var det tid til at gøre de sidste indkøb i Nygaards salgsbod, inden der blev lukket ned. Allan fik f.eks. en original Schmacher-autograf med hjem.
Efter mere Ferrari-snak, blev der serveret et prægtigt aftensmåltid, kreeret af skolens kantinechef for de af os, der blev tilbage. Da sulten var stillet, og oprydningen var klaret, kørte vi hver til sit – alle en rigtig god oplevelse rigere efter endnu en god dag i Club di Fiorano.
Besøg Peter Nygaards hjemmeside hér
|
| | | |
| | | |
| | | |
| | | |
| | | |
| | | |
| | | |
| | | |
| | | |
» Tilbage til Tour-oversigten «
|
|
|