Der er mennesker der stadig har råd til at få bygget Ferrari’er efter eget ønske, ligesom i de gode gamle dage, hvor det var samfundets øverste top, der fik specielt Pinin Farina til at designe nogle af verdens smukkeste karosserier til Ferrari chassier. I de senere år er der ikke fremkommet ret mange skønne enkeltstykker, men så dukkede 456 GT ’Venezia’ modellerne op. Første gang jeg hørte om ’Sultanen af Brunei’ og Ferrari, havde jeg regnet med, at denne oliesheik havde fået bygget et par Ferrarimodeler til strandbrug hos Pininfarina ligesom andre sheiker har fået bygget hos Felber, men historien er næste uvirkelig og et er sikkert, det havde IKKE foregået medens gamle Enzo levede, men først lidt fakta for at bringe orden i hvem, hvad, hvor:
Oliestaten Brunei ligger på nordspidsen af Borneo, altså i sydøstasien. Sultanen af Brunei har en lillebror, prins Jefri, der over en årrække har været i stand til at ’formøble’ mindst 110 milliarder kroner!!!!!!. Han ejer en række luksushoteller, hvor dyre damer sørger for, at den tro muslim har det godt, mindst 2000! biler, 7 fly og bl.a. et firma med navnet ’Testarossa Resources’, og nu er vi så ved at nærme os det, der interesserer Ferrari ’tifosi’. Der havde i midten af 90erne verseret rygter om nogle specielt for sultanen af Brunei, hos Pininfarina, fremstillede 456 GT vogne. Disse havde forladt Ferrari som almindelige 456 GTer og var blevet ombygget hos Pininfarina, men så skete der noget. På Coys Historic Festival på Silverstone i 1999 var den ubetingede stjerne blandt de ikke kørende Ferrarier en 4-dørs 456 GT Station Wagon eller Combi med reg.nr.:

     

CIA 4,ejet af Paul Osborn fra firmaet Cars International Associated. Paul Osborn kunne fortælle, at Ferrari i 1995 havde leveret mindst 25 – femogtyve!!!! relativ normale 456GT til prins Jefri, alle højrestyrede og med automatgearkasser, selvom 456GTA ikke var introduceret på verdensmarkedet endnu!! Dette medførte, at da den fremkom, var dens automatgearkasse ikke identisk med de til prinsen leverede. I 1997 eller 98 blev mellem 6 og 10 vogne sendt tilbage til Pininfarina for at blive ombygget til 4-dørs stationcars, 4-dørs udgaver med et noget ændret bagparti og endelig 2 dørs spydere. Pininfarina oprettede en specialafdeling til dette ombygningsformål, idet prinsen også fik bygget en ’FX’ på basis af en 512 M foruden en ændret F50, som prinsen senere ikke ville have!!! Hertil kom ombygningen af flere F40 og F50 til højre styring. For at fuldende dette ’vanvid’ stod der på et tidspunkt 6 stk F50, produceret EFTER den officielle produktionsafslutning!!!! Sereinumrene på disse vogne lå over de sidste officielle F50. En sjov detalje i den forbindelse er typeskiltet, hvor der på en normal F50 står ’xxx/349’, er typeskiltet blankt på disse seks. På et tidspunkt begyndte der at opstå finansielle uoverensstemmelser mellem sultanen og hans lillebror prins Jefri og lommepengene blev strøjet hvilket medførte, at disse 6 ikke blev ombygget. Her er jeg ikke helt sikker på, om det ikke er disse vogne, der senere er fremkommet med betegnelsen ’F90’?. De økonomiske konsekvenser af prinsens manglende interesse i special konstruktioner foranledigede Pininfarina til at lukke før omtalte afdeling i 1999.

Tilbage til 456 GT modellerne. Der er som nævnt dukket en stationcar eller kombi og en cabriolet op. Begge har fået hæftet ’Venezia’ på sig. Begge vognes serienumre fortæller at de er fra 1995, idet kombiens s.nr er: 103190 og cabriolet’ens: 104023. Det interessante ved kombi’en er, at den er 4-dørs, for ser vi på, hvor mange 4-dørs Ferrarier, der har forladt Maranello, er svaret: INGEN!. Det skyldes herlige Enzo, for han ville ikke se en 4-dørs Ferrari, og til dato har der heller ikke været en sådan. Den 4-dørs ’Pinin’ fra 1980 er fremstillet hos Pininfarina i anledning af dette firmas 50-års jubilæum og blev fremvist på Turinudstillingen, en fantastisk smuk vogn. I 1983 kom der et enkeltstykke tipo 400i med navnet ’Le Marquis Jankel’, men den er ikke fremstillet hos Ferrari ligeså lidt som denne ’Venezia’. Der findes enkelte andre 4-dørs Ferrarier, men disse er ombyggede modeller, som f.x ’Mardikian’, der minder om den Cadillac, der bruges ved bryllupper. Begge ’Venezia’ modeller bærer tydeligt præg af Pininfarinas fremragende håndværk. En interessant detalje er, at Pininfarina logoet er som i de gode gamle dage, skrevet i to ord ’Pinin Farina’.

     

Spyder modellen er nok den smukkeste, den skæmmes ikke af en styrtbøjle og specielt udformningen af bagpartiet er meget heldig med de runde baglygter liggende indfældet i bagskærmene og ved at sænke bagagerumsklappen er der blevet plads til en smal vandret stoplygte. Nakkestøtternes udformning adskiller sig fra kombiens ved kun at have en forankring ind mod vognmidten.

De vogne, der indtil nu er dukket op, bærer alle Pininfarinas fremragende håndværkstraditioner videre på smukkeste måde, MEN OPLÆGGET!!!!! For at runde dette ’Brunei’ eventyr af, var dette aldrig foregået i gamle Enzos dage. Jeg mindes et tilfælde, hvor en amerikansk kunde havde modtaget sin Ferrari, sendt med fly over Atlanten og konstaterede, at han havde ’modtaget en brugt Ferrari’, for der var tydelige spor af, at vognen havde kørt, hvorfor han beklagede sig til Ferrari. Denne trak vognen tilbage til fabrikken med ordene, at denne amerikaner burde vide, at alle Ferrarier blev testet på landevejen før de blev leveret til kunden og så kunne han for øvrigt IKKE købe nogen Ferrari fra fabrikken for fremtiden. SÅDAN!! Det var meget sjældent, at en kunde kunne erhverve mere end EN Ferrari, bortset fra kejsere, konger og Shah´er, her ikke medtaget samlere. Nu når vi er ved samlere, her presser specielt Pierre Bardinon sig på med hans egen racerbane ’Mas du Clos’ og vel nok den bedste Ferrari-samling på verdensplan. Den indeholder over 30 Ferrarier, der alle har præget motorsporten gennem årene. Det var om denne samling, at Enzo Ferrari svarede på en journalists spørgsmål om, hvorfor Ferrari ikke havde et værksmuseum: Jeg har allerede et museum. Det er det Pierre Bardinon har i Mas du Clos. At der så senere er oprettet et museum i Maranello er en anden sag. Ferrari yndede at sende nye ingeniører til Mas du Clos for at de kunne lære, hvad Ferrari var, desværre er det ikke muligt for normale at besøge dette ’Mekka for Ferrari’, men det hænder, at der afholdes Ferrari træf, men det er for specielt indbudte.